Litteratursaloner

Vi er både stolte og beærede over at kunne præsentere et helt nyt litterært koncept her i butikken, nemlig genopdagelsen af den litterære salon.

I samarbejde med forfatter, oversætter og professor Søren R. Fauth danner antikvariatet rammen om foreløbigt tre aftener, hvor Fauth indtager en aktiv værtsrolle, og for gennem nysgerrighed at diskutere og samtale med sine forfatterkollegaer. De enkelte forfattere vil naturligvis også læse op fra deres egne tekster. I løbet af en aften kommer vi helt ind i kernen af litteraturen, hvor udgangspunktet er et fælles tema, nemlig nærvær og kropslighed, men herfra er der ingen garanti for hvor vi ender.

I salonen er der ingen tilhørere eller tilskuere, men kun andre deltagere, og salonerne er derfor et nybrud indenfor det klassiske litterære arrangement, hvor vi her dyrker litteraturens sociale, aktive og demokratiske dimension, hvorfor alle er lige i salonen og mere end velkomne til at blande sig i samtalen. Det er også derfor at alle arrangementer er gratis.

De tre forfattere er: Mads Mygind, Sidse Laugesen og Glenn Bech og første arrangement er allerede d. 19. april, 2023 kl. 17.30

For mere info, klik her, hvor du finder mere information om de enkelte forfattere, datoer mm.

Salonerne er blevet mulige takket være generøs støtte fra Aarhus Kommune, Kulturudviklingspuljen og Statens Kunstfond.

Vi håber at kunne gøre det til en fast tilbagevendende arrangementsrække, som kommer til at række ud over de normale litterære cirkler, og at salonerne bliver en fast bestanddel af Aarhus’ litterære DNA.